I Danmark har vi flere messer, i daglig tale ofte kaldet conventions eller cons, som fremviser både vestlig og japansk popkultur. Jeg har personligt selv været med til en stor del af dem siden 2012, så jeg vil derfor i dette indlæg fortælle lidt om stemningen og det åbne fællesskab, som man bl.a. kan opleve til disse conventions for nørder, samt lave et lille overblik over nogle af de mest populære popkultur conventions, vi har i Danmark. Der findes dog mange flere end dem, jeg nævner her.

Genki

Anime merchandiseGenki er en af de største conventions i Danmark med fokus på japansk popkultur. Den startede i 2009, og har lige siden udviklet sig til at blive en af de mest populære, danske conventions. Det er en hyggelig begivenhed, der altid ligger i de varmeste sommermåneder – så man skal huske at sørge for at få rigeligt at drikke, når man besøger Genki.

Cosplay er noget, man ikke kan undgå at opleve til denne convention. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord costume og play, og indebærer dedikerede nørder, der klæder sig ud i flotte kostumer, som de enten har lavet selv eller købt på nettet. Til Genki er der store konkurrencer inden for dette, hvor man kan vise sine kreative evner frem og vinde fede præmier og måske endda retten til at repræsentere Danmark til internationale cosplay konkurrencer i udlandet.

Derudover er der selvfølgelig også meget andet at opleve til Genki. I løbet af den weekend, det finder sted, kan man opleve et univers af nørder, der er åbensindede og har det sjovt. Små begivenheder og konkurrencer finder sted hele weekenden, og det er helt op til en selv, om man vil deltage i dem eller ej.

convention merchandiseI en af de store haller kan man finde forskellige forhandlere af primært merchandise inden for japansk popkultur, alternativt tøj og østasiatiske snacks. Kreative privatpersoner kan også anmode om at få et bord til at sælge deres eget håndværk, og det er altid en fryd at se hvilke kreative ting, de har lavet og taget med.

Genki har i de seneste mange år haft beliggenhed i Farum Arena, men er i år flyttet til DGI-byen i København, hvor der er gode muligheder for at overnatte på hoteller i nærheden, hvis man kommer langvejs fra.

Vil du vide mere om Genki, kan du besøge deres hjemmeside på genki.dk.

J-Popcon

cosplaySom navnet indikerer, så ligger J-Popcons fokus også på japansk popkultur. Som en af de ældste og største conventions for nørder i Danmark har de årligt over 3000 besøgende, som har interesse inden for spil, anime, manga, cosplay samt andre aktiviteter fra Japan.

Ligesom ved Genki, så kan man til J-Popcon opleve store, flotte kostumer på con-området, og da det er en af de største conventions i Danmark, så er der stor fokus på cosplay konkurrencerne, og det kan man godt nogle gange mærke i stemningen blandt de besøgende. Professionelle cosplayers fra udlandet inviteres til Danmark for at være gæstedommere til konkurrencerne og hjælpe med at finde frem til de mest dygtige kostume-skabere.

Hvis man deltager til J-Popcon kan man finde masser af spændende ting fra Japan og den generelle nørdede popkultur, ligesom man kan ved Genki og mange af de andre conventions, jeg nævner her.

J-Popcon har i mange år været afholdt i det centrale område DGI-byen i København, og det kan man læse mere om på deres hjemmeside, j-popcon.dk.

KoyoCon

cosplayKoyoCon er en nyere convention, som afholdes i den kolde november måned og ligger i Grenaa i Jylland. Med blot 6 år bag sig er det en lille convention i forhold til Genki og J-Popcon, men den har sin helt egen charme.

Konkurrence-niveauet inden for cosplay er ikke så højt ved denne convention, og deltagerne har generelt ikke så travlt med at komme rundt og nå alt. Det er med til at skabe en stemning, som nogle vil kalde mere hyggelig end den stemning, man kan opleve hos større conventions – men jeg vil personligt selv sige, at det helt klart er værd at besøge dem alle, hvis man har muligheden og interessen.

KoyoCon afholder quizzer og sjove lege hele weekenden, og hvis man er heldig, kan man vinde fede præmier. Ved denne hyggelige, lille convention er det også muligt at finde mange former for nørdet merchandise, såsom comics, bamser, figurer, trøjer, krus og meget mere, både inden for vestlig og japansk popkultur, samt japanske snacks, m.m. Ved siden af alle forhandlerne findes der et område tilegnet dygtige, private kunstnere, som kan sælge deres værker til interesserede gæster, ligesom ved de to ovennævnte conventions.

Læs mere om KoyoCon og overvej, om det er noget for dig, ved at besøge koyocon.dk.

Comic Con Copenhagen

comicsComic Con Copenhagen er en af de største begivenheder inden for popkultur i norden. Der er fokus på tegneserier og gaming fra hele verden. Masser af forhandlere besøger Comic Con Copenhagen og medbringer alt muligt fedt merchandise, der primært appellerer til dem, der elsker vestlig popkultur.

Ved Comic Con Copenhagen kan man finde selvstændige kuntsnere, der brænder for at lave håndværk og sælge det til andre ligesindede nørder. Og så kan man selvfølgelig også træde ind til store områder dedikeret til gaming og andre sjove aktiviteter.

Som en convention hvis fokuspunkt er på comics, så er der naturligvis inviteret gæster, som forhandler tegneserier i både Danmark og i udlandet. Til Comic Con Copenhagen kan man forvente at se boder med medarbejdere fra bl.a. Fantask, Comic Factory, Faraos Cigarer, polske Komikslandia og mange flere.

Og der er ikke kun forhandlere af comics – velkendte navne som Bandai Namco, GameStop, HBO Nordic, Wacom, PS4 og Xbox kunne fx opleves til sidste års Comic Con Copenhagen.

Læs mere om den store, tegneserie-fokuserede convention på comicconcopenhagen.dk.

Copenhagen Games

gamerTil sidst vil jeg gerne nævne Copenhagen Games, som er en convention, der mest af alt kan bekrives som et stort LAN. Det vil sige, at hundredevis af gamers sidder og spiller computerspil med eller mod hinanden en hel weekend, på gamingcomputere stillet til rådighed af Copenhagen Games. Man kan deltage i turneringer i populære multiplayer spil, som fx Overwatch, Counter-Strike: Global Offensive (bedre kendt som CS:GO) og Fortnite.

Er man ikke til den slags computerspil, så er der også aktiviteter for andre besøgende. I et område af connen kan man fx finde gamle arkadespil, klassiske brætspil og ikke mindst konsolspil. I løbet af messen kan man også deltage i forskellige quizzer og konkurrencer inden for nørdet popkultur, hvis man har lyst til at prøve kræfter med noget lidt andet.

Er man egentlig ikke interesseret i at deltage i nogle af aktiviteterne alt for meget, så er man også helt velkommen til at gå rundt på området og nyde den fede stemning og se på de flotte kostumer, som de deltagende cosplayere stolt viser frem i cosplay-området og -konkurrencen.

Har du lyst til at opleve en stor samling af nørder med gaming i blodet, så kan du tjekke Copenhagen Games ud på copenhagengames.dk.